Bag kameraet

Karina Ninette Parmone Bro (født 1971) skildre det realistiske nu i sine fotografier. Karina finder stor inspiration i den japanske trætrykker kunst. Især Hokusai og Hiroshiges Ukiyo-e med ting i forgrunden, det afskårede motiv og hverdagslivet ses i hendes fotografier. Det skaber et sanseligt nærvær med motivet. Naturen og de luftige vandspejlinger er et yndet motiv i Karinas fotogalleri.

Nuets øjeblik
Det er vigtigt for Karina at skildre virkeligheden og ikke kun det stilfulde æstetiske. Noget hun har taget til sig efter mødet med L. A. Rings billede Brøndsgade Sankt. Jørgensberg fra 1927. Hun hørte engang til et foredrag, at Ring i dette billede gjorde noget nyt og banebrydende nemlig at male telefonledningerne med, så det blev så realistisk som muligt. De blev ikke gemt væk. Denne virkelighed, hvor samtiden med det industrielle er afbilledet,  ses også i de franske impressionisters malerier af storbyerne og deres osende industri. Det er det realistiske fotografi, som fascinerer Karina.  Derfor er Storebæltsbroen og dens nabo, vindmølleparken, også et af Karinas ynglingsmotiver. Det grimme industrielle får et nyt liv, et næsten æstetisk liv i Karinas fotografier. Det industrielle bliver ikke gemt væk, men bliver en selvfølgelig del af livet i Karinas motiver.

Det var i mødet med den japanske kunst foråret 2005 i Japan, at Karinas fotografiske metode blev formet. Senere i 2008 skete der en forløsning hos Karina, idet Karina fandt sig ikke alene i sin verden mere, da hun så udstillingen Kunst som idé – Konceptuelt fotografi i Danmark 1965-1979 på Brandts. Det tiltalte Karina meget, at værkerne og kunstnerne i udstillingen satte spørgsmål tegn ved , hvad kunstnerens rolle er i et samfund og de undersøgte: Hvad er kunst?

”Den konceptuelle kunst tager del i det store nybrud i 1960’erne og 1970’erne, som var en levende og eksperimenterende periode i dansk kunstliv, hvor det idealistiske og revolutionære gik i samspil med det trivielle og humoristiske. Ifølge konceptkunsten handler kunst ikke om æstetik, stil, genre eller materiale, men om selve idéen med et værk.” Kilde: http://www.kunsten.nu/artikler/artikel.php?kunst+som+ide&print=1

Endelig så hun værker som ikke handlede om at kunne betjene et stort og flot kamera, kende redigeringsværktøjerne i de utallige billedbehandlingsprogrammer, men motivet kom i centrum og det tiltaler Karina meget. Det handler ikke kun om det perfekte taget fotografi, men historien i værket kommer i centrum.

Det realistiske nu gør, at der ikke bliver redigeret i Karinas fotografier. Både i farver og motiv. Karina er umiddelbart ikke sådan at sætte i faste rammer, for der ses også fotografier, hvor der er overdrevent brug af farver i hendes samling.

Karina er ikke meget for at navngive fotografierne. Det kan være lige meget, hvor motivet stammer fra. Det der er vigtigt er, hvad motivet siger beskueren. Men på hjemmesiden www.fune.dk er det muligt at se, hvor motiverne stammer fra.

I den vestlige kunsthistoriske diskurs og analysemetoder, kan vi ikke se på et værk uden at kende hele kunstnerens liv og den tid værket høre til, og hvad der komme før, værkets titel og motivets ophav er. I mødet med den japanske kunst lærte Karina endnu en helt ny verden at kende. Karina lærte at se kunsten med hendes intuition. Det er en helt fantakstik måde at møde kunsten på – det er helt ny verden og følelse. Det er ud fra dette, at Karina ikke ønsker at navngive fotografierne. Hun gør det på hendes postkort, men ikke med hendes gode vilje.