Tanker fra Karinas ler meditationsverden

Selv om jeg nu er kommet til skål nr. 223, bliver jeg stadig forbløffet over mig selv og processen. Jeg troede, at efter så mange skåle, havde jeg sluppet kontrollen og ønsket om at lave den perfekte skål.

I går lavede jeg igen skåle efter en måned. Det er faktisk kommet bag på mig, at der er gået en måned siden sidst. Tiden går godt nok hurtigt. Nå men i ler meditation jeg gik i gang med, arbejde mine hænder fuldstændig på egen hånd. Jeg havde sluppet kontrollen endnu mere (troede ikke, at der var flere lag af kontrol jeg kunne skrælle af).
Den fremgangsmåde jeg plejer at gøre var væk ved denne skål. Jeg plejer at lave en kugle, og så starte der, men her havde jeg en meget stor klump ler og uden egentlig at være klar over det, så var hænderne i gang med at lave en fladbundet aflang skål.
Da det gik op for mig, at hænderne, sådan lige gjorde noget af sig selv, inden jeg var gået i gang fra mit udgangspunkt i kuglen, så gik min perfektionisme og mit ego i gang. Sikke en underlig skål. “Ih altså den vil ikke blive glat – sikke noget jeg har gang i her” tænkte jeg. Da det gik op for mig, begyndte jeg at smile af mig selv og tænkte “nå skulle du lige frem og sige hej perfektionisme. Du har været væk længe, jeg troede, at du var sovet ind i dyb søvn”.

Det bedste i en ler meditations er at slippe kontrollen og perfektionismen, og bare lade hænderne arbejde frit. Gennem arbejdet med leret har du mulighed for at slippe kontrollen og perfektionismen.

Perfekt eller u-perfekt
Jeg fik faktisk ikke bugt med perfektionismen i produktionen af skål nr. 221, men tøjlet den via den erfaring jeg har med mine skåle. Jeg ved, at dem jeg synes er mest u-perfekte det er dem folk elsker højest. Jeg kommer desværre nogen gange stadig til at tænke på, at de skal sælges og ikke være ligeglad med det. Det er jo ikke, derfor jeg begyndte at lave dem (læs hvorfor, her i mine Dogme regler).

I dag sidder jeg lidt og smiler af mig selv og nyder faktisk min skål. Sikke en læreproces, sådan noget ler kan frembringe. Jeg forundres hver gang det sker, når leret udfordrer mig sådan. Eller det er jo mit ego, der lige titter frem, og også gerne vil have noget at sige. Det vil jo nødig blive arbejdsløs.

Hvad siger størrelsen mig
De sidste mange skåle jeg har lavet (nr. 183 – 220) har været meget små. Når jeg ser tilbage, så er de faktisk lavet i en tid, hvor jeg troede, at jeg havde det godt og strålede, men jeg kan nu se tilbage og se, at det jo ikke var tilfældet – jeg gav ikke mig selv nok plads til at være i livet.
Skålene afspejler meget godt der, hvor jeg er. Uh ha det er da lidt skræmmende. Den sidste måned har jeg virkelig indtaget min plads i livet og her hjemme. Jeg er holdt op med at please, eller prøver i hvert fald meget på det. Og ud fra størrelsen af skålene som jeg har lavet de sidste to dage, ja så vidner det da om, at det går meget godt frem ad.
Det skal dog også lige siges, at jeg ikke har særlig mange fingerkræfter og det er meget mere behageligt at sidde med en lille klump ler – ja så kan jeg tænke over det lidt.
Jeg skærer tilfældigt en klup ler af, af den store lerklup.

Du kan møde mig og skålene på helse messe i Middelfart her i weekenden den 7.-8. marts.
Det er på Severin Kursuscenter fra kl. 11-17. Der kommer også masser af spændende foredrag.
Du kan læse mere her.

De nye skåle

Den 21. januar nr. 214-216                                   Den 23. januar nr. 217-218

Den 28. januar nr. 219-220                                   Den 4. marts nr. 221-222

Den 5. marts nr. 223

Ny glaserede skåle

Når jeg glaserer skåle ved jeg ikke, hvordan det kommer til at se ud. Her slipper jeg kontrollen fuldstændig. Denne gang legede jeg ekstra meget med farverne, og kørte min finder rundt i glasuren efter, at det var kommet på skålen. Nogle af skålene, havde flere forskellige lag farve-glasur på sig.

   
Nr. 183-213 inden de fik glasur på sig                  Nogle af de ny glaserede skåle den 10. februar 2015

Parmone Ler video